loading..

 

Samarbejdspolitikken

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Tyskland fremsatte et løfte om at respektere den danske selvbestemmelse. Den danske regering accepterede under protest de tyske vilkår. Hermed blev der tale om en såkaldt fredsbesættelse. Det gjorde Danmark til et særtilfælde blandt de tyskbesatte lande. Og om tyske krav skulle der forhandles og samarbejdes mellem danske og tyske myndigheder. Sådan fungerede samarbejdspolitikken.
 

Danske interesser bag samarbejdspolitikken

Socialdemokratiet og de radikale, der havde regeringsmagten, dannede i april 1940 sammen med de konservative og Venstre en samlingsregering for at kunne stå samlet over for tyskerne.
Fra den danske regerings side var der en stor interesse i at bevare magten, administrationen, domstole m.v. på danske hænder. Hermed kunne danske myndigheder så at sige stille sig beskyttende ind mellem besættelsesmagten og befolkningen. Det betød, at Danmark undgik en egentlig tysk udplyndring. Og det betød, at sabotager og andre modstandshandlinger skulle opklares af det danske politi. Ligeledes blev arresterede modstandsfolk stillet for en dansk domstol og kom i et dansk fængsel i stedet for at blive deporteret til tysk fængsel eller koncentrationslejr.                                       
Også de danske jøder blev beskyttet af samarbejdspolitikken. Regeringen havde gjort det klart for tyskerne, at der ikke kunne blive tale om indførelse af dansk antijødisk lovgivning. De vilkår var gældende indtil den 29. august 1943, hvor regeringen trådte ud af funktion.

Tyske interesser bag samarbejdspolitikken

At samarbejdspolitikken holdt helt frem til den 29. august 1943 skyldtes også de tyske interesser i ordningen. Samarbejdspolitikken betød for Tyskland en billig besættelsesordning, når man lod danskerne regere sig selv. Og det betød, at Danmark kunne holdes frem som et propagandaeksempel på, hvor godt Tyskland behandlede besatte lande, som samarbejdede. Med tiden vejede økonomiske hensyn tungt. Så længe det store flertal af danskerne bakkede op om samarbejdspolitikken, betød dette ro, orden og fortsat gang i produktionen af industri- og landbrugsvarer. Ikke mindst den danske eksport af landbrugsvarer til Tyskland gjorde, at tyskerne var rede til at gå langt for at holde hånden under samarbejdspolitikken.         

Erik Scavenius

Samarbejdspolitikkens førstemand var udenrigs- og senere statsminister Erik Scavenius. Ifølge Scavenius skulle der føres politik med hovedet, ikke med følelserne. Det handlede ikke om dansk ære, men om varetagelsen af kontante danske interesser. Scavenius’ metode var at komme tyskerne i forkøbet og undgå videregående tyske krav ved at vinde besættelsesmagtens tillid. Scavenius gav nødig en blank afvisning til tyske ønsker. Scavenius’ tankegang var, at der selv med mange danske indrømmelser stadig var væsentlige danske interesser tilbage at beskytte. Dette begrundede for Scavenius en fortsættelse af samarbejdspolitikken. Med Scavenius’ position og tilgang var det ikke mindst ham, som måtte stå for skud i de illegale blades kritik af samarbejdspolitikken.

Skepsis og modstand

Hvor kommunistiske illegale bladgrupper entydigt tog afstand fra samarbejdspolitikken, var der hos borgerlige bladgrupper i en længere periode ikke tale om en undsigelse af samarbejdspolitikken. Hvad man i stedet kritiserede, var rækken af danske indrømmelser, herunder Danmarks tilslutning til Antikominternpagten i november 1941. Pagtens formål var at bekæmpe kommunismen og var rettet mod Sovjetunionen. Den danske underskrivelse betød, at Danmark symbolsk valgte side til fordel for Tyskland. De illegale blade frygtede, at en dansk krigsdeltagelse på tysk side ville være næste skridt. De borgerlige illegale blade forlangte nu, at regeringen og politikerne mandede sig op og sagde nej til nye tyske krav.
Da indrømmelserne fortsatte, fremstillede man i den borgerlige illegale presse ofte samarbejdspolitikken som en glidebane og som ”indrømmelsespolitik”. Politikken var, hed det, nationalt uværdig og risikerede at placere Danmark i den forkerte lejr. Scavenius varetog tyske interesser, ikke danske. Dermed var den danske regering ifølge den illegale presse ikke nødvendigvis en gyldig repræsentant for befolkningen. 
 

Læs mere

www.befrielsen1945.dk
Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945. 2002. Se under Forhandlings- og samarbejdspolitikken; Antikominternpagten; Scavenius, Erik; Rigsdagsvalget 1943; Andersen, Alsing
Ole Steen Hansen: Danmark besat. Samarbejdet (2001) + Danmark besat. Modstanden (2001)
www.besaettelse-befrielse.dk Se under Samarbejdspolitikken; Scavenius, Erik
 

Kilder

Kilde 1 De frie Danske, jan. 1942
Kilde 2 Politiske Maanedsbreve, løbeseddel 1. dec. 1941
Kilde 3 Frit Danmark, april 1943
Kilde 4 Studenternes Efterretningstjeneste, nov. 1942
Kilde 5 Illegalt postkort. Herluf Bidstrup 1942/43
Kilde 6 Frit Danmark, okt. 1943
Kilde 7 Danske Toner, sept. 1941
Kilde 8 Trods Alt, nr. 5 1943
Kilde 9 Land og Folk, 21. nov. 1942

Kilde 1 De frie Danske, jan. 1942

Kilde 2 Politiske Maanedsbreve, løbeseddel 1. dec. 1941

Kilde 3 Frit Danmark, april 1943

Kilde 4 Studenternes Efterretningstjeneste, nov. 1942

Kilde 5 Illegalt postkort. Herluf Bidstrup 1942/43

Kilde 6 Frit Danmark, okt. 1943

Kilde 7 Danske Toner, sept. 1941

Kilde 8 Trods Alt, nr. 5 1943

Kilde 9 Land og Folk, 21. nov. 1942